Foto: Jakob Mark

Stemmemassage

På Vokalværkstedet kan du få en massage for stemme, krop og åndedræt, som er specielt tilrettelagt til afhjælpning af problemer omkring sang og tale. Jeg er uddannet fysiurgisk massør og har i samarbejde med den skole jeg er uddannet på, undersøgt og tilrettelagt en massage der afhjælper muskelspændinger omkring åndedræts- og stemmemuskulaturen.

En spændt muskulatur omkring stemme og åndedræt medfører at stemmens arbejdsvilkår bliver forringet. Det kan helt konkret mærkes som en følelse af at få “ondt i halsen” ved meget tale og sang, svigtende stemme ved længere tids stemmebrug, og en fornemmelse af at stemmen bliver klemt eller at lyden sidder fast i halsen. Det kan også føles som en stor tørhed, rømme- og synketrang. Med andre ord: din stemme er på den ene eller den anden måde irriteret og vil være uden kraft og saft.

Åndedræts- og stemmemassage er både forebyggende, vedligeholdende og behandlende. Behandlingen er helt smertefri og du vil efterfølgende opleve at være fri og afspændt i overkrop og hals, og føle stor velvære.

Den første behandling omfatter en samtale, en stemmeprøve og en fuld massage, og tager ca 1½ time.