Åndedrættet er livsnødvendigt og fungerer for det meste helt automatisk udenom vores bevidsthed. Dets funktion er først og fremmest at tilføre ilt og udskille kuldioxid fra blodet, via alveolerne i lungerne (alveolerne = luftceller i lungerne) Ilt er nødvendigt for omsætningen af energi i hele kroppen, og kuldioxid er et affaldsstof som er direkte udledt af denne energiomsætning. Åndedrætsrytmen bliver styret af den del af centralnervesystemet, der reagerer på indholdet af kuldioxid i blodet. Hvis værdien af kuldioxid er før høj, udsendes besked via nervecellerne til åndedrætsmusklerne, og en indånding sættes i gang.
Åndedrætsorganerne består af lungerne, brystkassen og dens muskler samt luftvejene som består af bronkierne, luftrøret, struben, svælget og mund- og næsehulen. Lungerne består af to elastiske poser som er bredere forneden end foroven, og de består hver især af en dobbelt lungehinde, hvori trykket er mindre end luftens atmosfæriske tryk. Dette medfører at lungerne altid holdes udspændt, og derfor aldrig tømmes helt. I overkroppen adskilles brystkassen (thorax) og bughulen (abdomen) af mellemgulvsmusklen (diafragma) og åndedrætscyklusen (respirationen) finder sted i brystkassen, som består af tolv sæt ribben (costae), som er elastiske i alle bevægelsesretninger.

ÅNDEDRÆTSMUSKLERNE
Et åndedræt har to aktive faser: En indånding (inspiration) og en udånding (eksspiration). I indåndingen træder indåndingsmuskulaturen i kraft, og brystkassens rumfang udvides. Dermed øges ligeledes rumfanget i lungerne, hvilket skaber et undertryk, der ”suger” luften ned i lungerne. I udåndingen afspændes indåndingsmusklerne, rumfanget i lungerne mindskes, og luften strømmer ud igen. Denne afspænding er en naturlig refleks som indtræffer når kroppen ikke er fysisk aktiv, og når udåndingen ikke skal bruges til at tale eller synge på. Afspændingsrefleksen, samt brystkassen og lungernes elasticitet, bevirker at udåndingen foregår passivt, og uden anvendelse af muskelkraft. Denne åndedrætstype med passiv udånding betegnes som hvileåndedrættet.

Åndedrætsmusklerne kan, som det fremgår af ovenstående, deles op i ind- og udåndingsmuskler, og indåndingsmusklerne opdeles ydermere i primære og sekundære muskler. De primære indåndingsmusklers vigtigste rolle er at fungere som vejrtrækningsmuskler, og de sekundære indåndingsmuskler fungerer først og fremmest fungerer som holdnings- eller bevægemuskler, men også kan bidrage til indåndingen om nødvendigt.

PRIMÆR OG SEKUNDÆR INDÅNDINGSMUSKULATUR
De primære indåndingsmuskler består af mellemgulvsmusklen (diafragma) og de ydre mellemribbensmuskler (mm intercostales externi). Før en indånding, er diafragma placeret i afspændt tilstand oppe under ribbenene i en kuppellignende form. Ved indånding spændes diafragma, og trækker sig derved sammen i en nedadgående og let udadgående bevægelse, som et stempel i en lukket cylinder. Samtidigt giver de ydre mellemribbensmuskler et let løft i ribbenene, og de to musklers bevægelse medfører at rumfanget i brystkassen øges vertikalt og horisontalt. Den nedadgående bevægelse i mellemgulvsmusklen vil øge presset på indvoldene i bugen, som derved bevæger sig let udad. Dette er grunden til, at det ud som om at vi  ”trækker vejret med maven”.

De sekundære indåndingsmuskler, som inkluderer muskler i den øvre del af brystkassen og i halsområdet, kan træde i funktion som ”hjælpere” og ”afløsere” for de primære indåndingsmuskler. De bliver aktiveret, og kan bidrage med løft og udvidelse i brystkassen, hvis der opstår et behov for ekstra ilt til organismen, eller hvis de primære musklers arbejde er forhindret. En aktivering af de sekundære indåndingsmuskler kan blandt andet medføre uhensigtsmæssige spændinger i området omkring struben, da blandt andet den skrå halsmuskel (M. sternocleido-mastoideus) og scalenerne (M. scalenus) kan have en negativ indvirkning på strubens bevægelsesfrihed. De sekundære indåndingsmuskler har således stor betydning for kompensatoriske spændinger i forbindelse med tale og sang. 
 

UDÅNDINGSMUSKULATUR
Som beskrevet ovenfor, forplanter en udånding i hvileåndedrættet sig som en afspænding i de primære indåndingsmuskler, som derved falder tilbage til deres udgangsposition. Hvis kravene til kroppen stiger, og der opstår et større behov for udskillelse af kuldioxid samt optagelse af ilt, aktiveres udåndingsmusklerne. Disse muskler indgår i arbejdet med en hurtig reduktion af rumfanget i brystkassen, således at åndedrætsrytmen bliver hurtigere og åndedrætsvolumen større, hvilket maksimerer udskiftningen af luften i lungerne. Denne type åndedræt med aktiv udånding, betegnes som det forcerede åndedræt. Udåndingsmusklerne opdeles ikke i primære og sekundære muskler, og derfor vil følgende afsnit omhandle kun de muskler, der fremstår som essentielle i forbindelsen med lydgivning. 

De største og stærkeste udåndingsmuskler ligger i bugen. Der er tale om fire lag af muskler der samarbejder i et fælles funktionelt system, som er medvirkende til at diafragma presses tilbage til sin udgangsposition. Bugmuskulaturen er antagonist til diafragma, hvilket betyder at de arbejder mod hinanden for at opretholde og regulere balancen i luftstrømmens styring - et forhold, som vil blive uddybet senere i kapitlet. De fire bugmuskler er placeret på følgende måde: Yderst ligger den lige mavemuskel (M. rectus abdominis), dernæst de ydre skrå mavemuskler (M. obliquus externus) og de indre skrå mavemuskler (M. obliquus internus). Inderst ligger den store tværgående mavemuskel (M. transversus abdominis) som et bredt muskelbælte rundt om hele bughulen, og i den aktive udånding vil denne muskel kontrahere, så hele abdominalvæggen bliver trukket indad. I brystkassen ligger de indre mellemribbensmuskler (mm. intercostales interni) som er medvirkende til, at volumen i brystkassen reduceres, og at ribbenene derved trækkes tilbage til deres udgangspunkt. Mellem hoftekammen og de nederste ribben tæt inde ved rygsøjlen, sidder den firkantede lændemuskel (M. qvadratus lumborum) der i udåndingen kan fastholde de nederste ribben og dermed gavne diafragmas sammentrækkende bevægelse.

Dette var en fysiologisk gennemgang af de ”vigtigste” ind- og udåndingsmuskler i forbindelse med sang. Det er ikke nødvendigt at kende og huske alle musklerne og deres funktioner for at kunne synge godt, men nogen gange hjælper det at få lidt information om hvad der rent faktisk sker i kroppen under sang. Har du spørgsmål eller kommentarer er du velkommen til at kontakte mig.